Lørdag den 6. juni var der dømt sommerfest og måske afgørende oprykningskamp til serie 2 i Skalbjerg, da vore "drenge" skulle bestå deres svendeprøve, efter flere år i træk at være tæt på oprykningen.
Morten Olsen fra Fyns Bilsalg.dk havde sponsoreret en bus hvor såvel spillere, trænere, holdleder og tilskuere kunne køre med. MANGE TAK for det. Der skal ligeledes lyde en stor tak til alle dem der kørte selv og bakkede op om holdet i det flotte vejr.
I kampen viste spillerne at de for alvor var blevet "mænd", og efter en fantastisk flot og spændende kamp, blev det til en velfortjent 4-3 sejr, og oprykningen blev hermed sikret inden sidste spillerunde. (selve referatet fra kampen kommer nok fra holdet selv).
Efter Jan "Bas" igennem de sidste par år har bygget fundamentet op, blev det så Nikolaj der fik holdet det sidste skridt opad. Jan var også blandt tilskuerne, og kunne glæde sig over kampens forløb. ET STORT TILLYKKE TIL JER BEGGE.!
Efter sejren var der den obligatoriske champagne, inden busturen hjem. Her gjaldede det højt fra cd-afspilleren på vej ud af Skalbjerg by "We are the champions" med Queen. Næste stop var klubhuset hvor der var pølser og drikkelse. Herfra skal lyde en stor tak for hjælpen til Christina, Anne, Ib, Jørgen og deres børn med at tilberede arrangementet og rydde op.
Fodboldlandskampen Sverige - Danmark blev set hos undertegnede med lidt vådt til ganen, og efter slutfløjtet gik turen igen ud i byen til forskellige "arrangementer"
Festen ude i byen sluttede sent, og for nogle af os blev det tidligt søndag morgen inden dynen ventede.
Til orientering er der mulighed for at se holdets sidste turneringskamp hjemme lørdag den 13. juni kl. 15.00 mod Skallebølle, inden kampene om fynsmesterskabet går i gang.



Med sportslig hilsen
Eric Vesterlund